Pressemeddelelse

H.K.H Kronprins Frederik indvier nyt pilotanlæg til CO2-fangst hos Aalborg Portland

Når Aalborg Portland den 27. november 2023 idriftsætter et nyt pilotanlæg til CO2-fangst, vil den officielle indvielse af anlægget have deltagelse af Hans Kongelige Højhed Kronprinsen, EU’s energikommissær, Kadri Simson, og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard. Det nye CO2-fangstanlæg har til formål at teste en ny teknologi, der potentielt kan eliminere en betydelig del af energiforbruget ved CO2-fangst og sikre en bedre udnyttelse af den opsamlede CO2.

Aalborg Portland tager den 27. november 2023 endnu et vigtigt skridt i sine bestræbelser på at skabe en dansk cementproduktion med et markant lavere CO2-aftryk, når virksomheden indvier og idriftsætter et nyt pilotanlæg til CO2-fangst. Indvielsen sker i forbindelse med afviklingen af EU-konferencen CCUS Forum i Aalborg, hvor Hans Kongelige Højhed Kronprinsen, EU’s energikommissær Kadri Simson og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard vil gæste Aalborg Portland og her deltage i den officielle indvielse af det nye CO2-fangstanlæg.

Anlægget opføres i regi af det EU-støttede projektsamarbejde ConsenCUS, der har en række internationale forskningsinstitutioner og virksomheder med ombord. Projektet har bl.a. til formål at teste en ny teknologi inden for CCUS (carbon capture utilization and storage), der potentielt kan eliminere en betydelig del af energiforbruget ved CO2-fangst og sikre en bedre udnyttelse af den opsamlede CO2.

Vi er meget beærede over, at Hans Kongelige Højhed vil deltage i den officielle indvielse af et nyt CO2-fangstanlæg hos Aalborg Portland. Det vil uden tvivl komme til at udgøre et vigtigt minde om Aalborg Portlands rejse mod mere klimavenlig cementproduktion i Danmark, siger CEO Søren Holm Christensen fra Aalborg Portland og fortsætter:

 – CO2-fangst er afgørende for Danmarks og Aalborg Portlands klimamål, og med idriftsættelsen af et nyt pilotanlæg til CO2-fangst lægger Aalborg Portland en ny trædesten på vejen mod danskproduceret cement med markant lavere CO2-aftryk. Vi vil reducere vores CO2-udledninger med 73 procent i 2030 sammenlignet med vores udledning i 2021, og vi vil dermed levere det største enkeltstående bidrag til regeringens klimamål. Det nye CO2-fangstanlæg skal i den forbindelse give os værdifulde erfaringer, der kan bidrage til etableringen af et CO2-fangstanlæg i fuld skala, hvormed målet er at fange mindst 400.000 tons CO2 i 2030.

Aalborg Portland indledte allerede de første forsøg med fangst af CO2 fra fabrikken i Aalborg i 2022, da virksomheden etablerede sit første pilotanlæg til CO2-fangst i samarbejde med DTU og med støtte fra Innovationsfonden under projektnavnet CORT. CO2-fangstanlægget, der har fanget CO2 hos Aalborg Portland i godt 10 måneder, har netop forladt fabrikken, og det erstattes således af ConsenCUS-anlægget.

Formålet med opførelsen af det nye CO2-fangstanlæg hos Aalborg Portland er at teste en mere energieffektiv CCS-teknologi, der potentielt kan halvere energiforbruget i forhold til traditionelle CO2-fangstmetoder ved at drive processen udelukkende via elektricitet. Samtidig vil parterne med det nye anlæg undersøge mulighederne for at skabe et mere anvendeligt slutprodukt af den indfangede CO2. Anlægget kan således omdanne den indfangede CO2 til kaliumformat, der udgør en værdifuld ressource for den kemiske industri.

– Vi er med det første anlæg blevet bekræftede i, at CO2-fangst fra vores produktion er muligt, og at potentialet er stort. Samtidig er vi blevet væsentligt klogere på, hvordan CCS-teknologien reagerer i sammenhæng med vores produktion og de danske klimaforhold. Nu ser vi frem til at gøre os yderligere erfaringer med teknologierne bag CCS.

– CO2-fangst er en teknologi, vi tror på og planlægger at investere massivt i de kommende år, da det er afgørende, at vi på sigt kan fange og lagre den naturligt bundne CO2, der frigives fra råstoffet kridt, som er et uomgængeligt materiale i cementproduktion, siger direktør for Corporate Affairs hos Aalborg Portland, Michael Lundgaard Thomsen.

Aalborg Portland arbejder målrettet frem mod 2030 på at reducere sin CO2-udledning med 1,6 millioner tons. Cementkoncernen har sat et loft på CO2-udledningen på 600.000 tons i 2030 uanset aktivitetsniveau, og det svarer til en reduktion på 73 procent af udledningen i 2021. Her skal CO2-fangst spille en vigtig rolle og levere en CO2-reduktion på mindst 400.000 tons om året.

ConsenCUS-projektet har modtaget støtte fra EU’s Horizon 2020 forsknings- og innovationsprogram under tilskudsaftale nr. 101022484.

For yderligere oplysninger:

  • Michael Lundgaard Thomsen, Direktør / Corporate Affairs, Aalborg Portland A/S, Nordic & Baltic Region – Cementir Holding S.p.A.

kan kontaktes via

Læs mere om ConsenCUS-samarbejdet på www.consencus.eu.