Kort nyt

Sand fra Limfjordens bund til Aalborg Portlands cementovne

Aalborg Portland nyttiggør årligt mellem 100.000 og 150.000 tons sand fra Limfjorden, der suges op ved Hals Barre som en del af den rutinemæssige uddybning af sejlrenden.

Fem gange årligt suges godt 25.000 tons sand op fra sejlrenden ved Hals Barre ved Limfjordens udmunding til Kattegat. Det sker i et samarbejde mellem Aalborg Portland og Port of Aalborg, der i fællesskab sikrer, at sejlrenden er farbar for de store skibe, der anløber Aalborg Portland og den øvrige del af havnen.

Der er imidlertid tale om et ganske særligt samarbejde. For i stedet for at dumpe det opsugede sand længere ude i Kattegat, sejler sandsugeren fra rederiet Rohde Nielsen i stedet i pendulfart mellem Hals Barre og Aalborg Portland, fordi sandet kan nyttiggøres i Aalborg Portlands cementproduktion.

– De store skibe, der skal anløbe både Aalborg Portland og Aalborg Havn kræver en vis dybde i sejlrenden. Derfor skal sejlrenden løbende uddybes. Og i stedet for at dumpe det sand, som suges op, længere ude i Kattegat, sejles det i stedet ind til Aalborg Portland, hvor det bliver en del af produktionen af vores grå cement, forklarer Mogens Pedersen, Habour & Terminal Manager hos Aalborg Portland.

Sandsugeren opererer typisk ved Hals Barre en uges tid ad gangen, hvor den ca. fire til fem gange i døgnet sejler mellem Hals Barre og Aalborg Portland. Når skibet anløber Aalborg Portland, blæses det opsugede sand ind på Aalborg Portlands havneområde, hvor sandet drænes for vand og vaskes for salt, inden det kan anvendes i cementproduktionen.

Vi får både sand fra Limfjorden og fra andre dele af Nordjylland, hvor det køres ind på lastbiler. Men med de mængder, som vi bruger, er det væsentligt mere attraktivt at få det sejlet ind, fordi vi sparer en anseelige mængde lastbiler. Derfor er vi også utroligt glade for samarbejdet, slutter Mogens Pedersen.

Du kan se et videoindslag om processen og samarbejdet herunder: