Pressemeddelelse

Aalborg Portlands udviklingsdirektør vinder Betonprisen 2019

Betonprisen overrækkes på Dansk Betondag den 26. september 2019 og tildeles Jesper Sand Damtoft for et mangeårigt forsknings- og udviklingsarbejde med at gøre cement og beton mere klimavenligt. Et område, som for alvor fik offentlighedens opmærksomhed tidligere på året i forbindelse med afslutningen af projektet Grøn Beton II.

Jesper Sand Damtoft modtager den prestigefyldte Betonpris

På Dansk Betondag den 26. september 2019 i Svendborg uddeles den prestigefyldte Betonprisen, som kun uddeles hvert andet år. Her hædrer Dansk Betonforening og dens medlemmer en eller flere personer, der gennem deres virke har bidraget væsentligt til udviklingen og forståelsen af bl.a. betons tekniske egenskaber og æstetiske anvendelsesmuligheder. I år går prisen til Aalborg Portlands udviklingsdirektør, Jesper Sand Damtoft, der med sit forsknings- og udviklingsarbejde har bidraget væsentligt til den danske og internationale betonbranche.

Af særlig betydning er det opsigtsvækkende projekt Grøn Beton II, som blev afsluttet i februar 2019. Sammen med bl.a. forskere fra DTU Byg har Jesper Sand Damtoft og Aalborg Portland udviklet en ny cementtype, Futurecem, som forventes at kunne skære op mod 30 procent af CO2-udledningen ved cement- og betonproduktion. Projektet er den foreløbige kulmination på fem års forsknings- og udviklingsarbejde med bl.a. Jesper Sand Damtoft i spidsen som formand for projektets styregruppe.

– Jeg har altid interesseret mig for klimapåvirkning, og derfor har jeg gennem en lang årrække deltaget i forsknings- og udviklingsprojekter – store som små – der har haft ambitioner om at udvikle verdens ældste og vigtigste byggematerialer til det bedre. Her har jeg lige fra begyndelsen nydt opbakning fra Aalborg Portlands ledelse, hvilket både kom til udtryk i investerede ressourcer og dedikeret arbejdstid, men også strategisk indflydelse. Man kan derfor med rette sige, at vi på fabrikken i Aalborg arbejdede med grøn omstilling, før det for alvor blev moderne, forklarer Jesper Sand Damtoft.

Projektet udgør blot det seneste i rækken af mange, som Jesper Sand Damtoft har været en del af i løbet af de snart 35 år, han har været tilknyttet Aalborg Portland. Heriblandt også Grøn Beton I, der går tilbage til 1998.

Klimavenlig udvikling inden for beton

Jesper Sand Damtoft har siden 1985 været ansat på Aalborg Portland i virksomhedens udviklingsafdeling, hvor han gennem årene har beskæftiget sig med en bred vifte af fagområder. Fra anvendelse af affald som brændsel i cementproduktionen over udvikling af nye cement- og betontyper til udvikling af avanceret teknisk keramik på baggrund af grønlandske mineraler.

– Vores arbejde med at mindske miljøpåvirkningen og øge bæredygtigheden i Aalborg Portland har længe bygget på en holistisk tilgang, der har bragt os til, hvor vi er i dag. Vi afsøger muligheder for at mindske miljøpåvirkningen i selve produktionsfasen ved bl.a. at benytte alternative brændsler og nyttiggøre vores overskudsvarme, vi eksperimenterer løbende med at optimere cementsammensætningen og erstatte jomfruelige råstoffer med genanvendelige alternativer, og vi forsker stadig i cement og betons negative såvel som positive miljøpåvirkning over hele deres levetid gennem livscyklusanalyser, fortæller Jesper Sand Damtoft.

Netop livscyklusanalyser er et område, som Jesper Sand Damtoft og Aalborg Portland tidligt kiggede ind i. Da Jesper Sand Damtoft i 1998 blev udpeget til udviklingschef og leder af virksomhedens forskningscenter, engagerede han og Aalborg Portland sig samme år i et EU-projekt i samarbejde med bl.a. Teknologisk Institut, der havde til formål at identificere områder i betons livscyklus, hvor man kunne reducere miljøpåvirkningen.

– Det et område, hvor vi tidligt satte os for, at vi ville være i front, og det har bestemt været en god investering. Analyserne har givet os viden, som vi stadig bruger i vores udviklingsarbejde i dag, eftersom det har givet os en god forståelse af, hvor vi har kunnet sætte effektfuldt ind med miljøteknologiske forbedringer, siger Jesper Sand Damtoft.

I 2006 blev han udnævnt til direktør med ansvar for forskning og udvikling. En funktion, som blev markant udvidet i 2011, da den internationale italienske cement- og betonkoncern, Cementir Holding, valgte at samle alle sine aktiviteter inden for forskning, udvikling og kvalitet hos forskningscentret i Aalborg. Forskningscentret med Jesper Sand Damtoft i spidsen er i dag anerkendt som et af verdens førende inden for sit område og tæller 27 medarbejdere fordelt på 5 nationaliteter.

Fokus på cirkulære samarbejder

I sin rolle som leder af Cementir-gruppens aktiviteter inden for forskning, udvikling og kvalitet har Jesper Sand Damtoft haft fokus på udvikling af produkter og processer, der bidrager til den cirkulære økonomi og udnytter mulighederne inden for cement og beton til at accelerere den bæredygtige udvikling og løse klimaudfordringen.

– Vores arbejde med bæredygtighed i Aalborg Portland og resten af koncernen tager afsæt i cirkulær økonomi. Vi vil være en god medspiller for det lokalområde, vi er en del af, og derfor indgår vi så vidt muligt i industrielle symbioser med bl.a. Aalborg Kommune og andre virksomheder, hvor vi nyttiggør hinandens affald og restprodukter til fælles gavn. Den indsats har stået på siden starten af 1990’erne og har bl.a. bidraget til, at alternativt brændsel i dag udgør godt 60 % af brændselsenergien til grå cementproduktion, fortæller Jesper Sand Damtoft.

Aalborg Portland nyttiggør bl.a. overskudsvarmen fra cementproduktionen i Aalborg til bæredygtig fjernvarme, der i dag leveres til godt 22.000 Aalborgensiske husstande. I den nærmeste fremtid vil Danmarks eneste cementproducent også levere bæredygtig fjernkøling til bl.a. det nye Aalborg Universitetshospital via det kolde vand fra virksomhedens kridtsø i Aalborg Øst.

I 2004 var Jesper Sand Damtoft medstifter af Nanocem, der er et Europæisk samarbejde om cementforskning, som i dag har udviklet sig til den førende autoritet inden for sit område. Siden 2013 har Jesper Sand Damtoft desuden været medlem af bestyrelsen for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Herudover er han bestyrelsesmedlem i 21st North, der er et selskab, der udvikler prospekter for efterforskning af mineralske råstoffer i Grønland.

Jesper Sand Damtoft er oprindeligt uddannet geolog ved Aarhus Universitet og har i løbet af sin studietid tilbragt flere sommerperioder i Nordøstgrønland og Norge med feltarbejde inden for malmefterforskning.