Pressemeddelelse

Nytænkning i produktionen giver store energibesparelser

Den konstante jagt på energioptimering hos Aalborg Portland fører nu til en reduktion af energiforbruget på hele 30 gigawatt-timer om året. Det svarer til det gennemsnitlige årsforbrug af el i mere end 7.800 danske husstande.

Store energibesparelser efter nytænkning i produktionen: Energibesparelser hos Aalborg Portland svarer til mere end 7.800 husstandes årlige elforbrug

Den konstante jagt på energioptimering hos Danmarks største procesvirksomhed, Aalborg Portland, fører nu til en reduktion af energiforbruget på hele 30 gigawatt-timer om året. Det svarer til det gennemsnitlige årsforbrug af el i mere end 7.800 danske husstande.

Aalborg Portland investerer hvert år et stort millionbeløb i projekter, der skal reducere energiforbruget i den energikrævende cementproduktion. Sidste år afdækkede virksomheden et hidtil ukendt potentiale, hvor overskudsvarme fra Aalborg Portlands største cementovn, der producerer grå cement, overføres til virksomhedens fem hvide cementovne.

Den første hvide ovn er blevet koblet på, og de foreløbige beregninger viser, at Aalborg Portland nu sparer ca. 6.400 megawatt-timer om året. Det har i den grad motiveret til at skalere projektet til de øvrige hvide cementovne med et samlet besparingspotentiale på hele 30 gigawatt-timer om året. Det svarer til over 7.800 danske husstandes gennemsnitlige elforbrug om året eller 3.500 tons kul:

“Vi har de seneste år arbejdet intensivt med at energioptimere produktionen i Aalborg, og det er fantastisk at se de meget konkrete resultater, som vores nye ideer og projekter har” forklarer produktionsdirektør Søren Konstmann Lausen fra Aalborg Portland og fortsætter:

“Det er en vedvarende proces, der kræver løbende investeringer i udviklingsprojekter, og vi er slet ikke færdige med at optimere vores i forvejen højteknologiske og ressourceeffektive produktion. Der er stadig et potentiale for yderligere energieffektivisering og ikke mindst for udnyttelse af overskudsvarme, og vi forventer at kunne løfte sløret for flere bæredygtige tiltag i produktion i den nærmeste fremtid”.

For at realisere projektet har Aalborg Portland i samarbejde med rådgivere og maskinbyggere konstrueret et sindrigt system af rør og ledninger, som leder overskudsvarmen videre fra ovn til ovn. Det nye forsyningsnetværk er konstrueret af mere end 250 meter fuldt isolerede rør med en diameter, som spænder fra 500 til 1.800 millimeter, i alt ca. 70 ton rør og dertil ca. 60 tons bærende stålkonstruktioner.

Foruden den øgede varmeudnyttelse mellem ovnene har Aalborg Portland også iværksat et energirenoveringsprojekt af cementovnene, der omfatter en udskiftning af de ildfaste sten, som beklæder indersiden af ovnene og forhindrer, at rørene smelter. De nye ildfaste sten har en øget isoleringseffekt, som derved mindsker behovet for brændsel.

“Vi har arbejdet intensivt med at reducere vores CO2-aftryk i mange år. Selv de lavest hængende frugter kan have en stor effekt i et produktionsanlæg af vores størrelse, og derfor søger vi at optimere i alle afkroge af vores produktion og vores organisation” slutter Søren Konstmann Lausen.

 

Fakta om energioptimeringsprojektet

Aalborg Portlands største ovn producerer hver dag ca. 4.500 tons cementklinker, som omdannes til den færdige grå cement. I denne proces bliver råstofferne først opvarmet til ca. 1.500 grader, hvorefter cementmineralerne nedkøles i en klinkerkøler med atmosfærisk luft. Denne proces medfører en stor mængde overskudsvarme, som tilbageføres og nyttiggøres i samme ovn.

En mindre del af varmen fra den bagerste del af køleren har hidtil ikke kunnet nyttiggøres, og det er denne overskudsvarme, som Aalborg Portland nu med succes kan overføre til virksomhedens fem øvrige cementovne, der producerer hvid cement.