Kontakt os her
Aalborg Portland A/S
Postboks 165, 9100 Aalborg
Rørdalsvej 44, 9220 Aalborg Øst
Telefon: +45 9816 7777
Telefax: +45 9810 1186
Aalborg Portland Holding er moderselskab for en række cement- og betonvirksomheder i blandt andet Belgien, USA, Tyrkiet, Egypten, Malaysia, Kina og Norden.
Koncernen opnåede en historisk høj omsætning på 10,1 milliarder kroner og et rekordresultat på 1,6 milliarder kroner før renter og skat (EBIT). Det er en stigning på over 25 procent i forhold til 2020. Årets resultat efter skat blev 1,1 milliarder kroner mod 0,9 milliarder kroner året før.
APH-koncernen opnåede generelt god vækst i forretningsenhederne rundt om i verden, men med store forskelle i resultatudvikling. Cementvirksomheden i Tyrkiet leverede en markant fremgang i resultat før renter og skat (EBIT) på 285 millioner kroner, mens Aalborg Portland i Danmark på trods af afsætningsfremgang, oplevede et fald i indtjeningen på 111 millioner kroner grundet stigende energi- og logistikomkostninger.
Samlet set opnåede vi i 2021 et resultat, der levede op til forventningerne. Vi er tilfredse med, at vi trods de seneste to års globale usikkerhed som følge af COVID-19 har en solid vækst, en stigende global indtjening og en fortsat sund økonomi, udtaler koncernøkonomi- og finansdirektør (CFO) Henning Bæk fra Aalborg Portland Holding.
Igen i år står det klart, at de globale markeder spiller en vigtig rolle for koncernen i forhold til både vækst og risikospredning, og vi har set fremgang over stort set hele linjen. Særligt vores aktiviteter i Tyrkiet, Egypten og Belgien bidrog sidste år til væksten på både top- og bundlinje, mens vi oplevede et fald i indtjeningen i Norden og Baltikum trods stigende omsætning, fortsætter Henning Bæk.
Fremgangen i Tyrkiet var blandt de helt store årsager til væksten. Trods vanskelige markedsvilkår som følge af den fortsatte politiske usikkerhed steg omsætningen i Tyrkiet fra 1,1 milliarder kroner til 1,3 milliarder kroner i 2021, mens resultatet før renter og skat (EBIT) gik fra et minus 25 millioner kroner til plus 260 millioner kroner.
Med en fortsat effektivisering af driften og en solid indtjening blev en lav rentebærende gæld til et rentebærende nettoaktiv i 2021, og egenkapitalen blev løftet yderligere. Koncernen står derfor godt rustet til fortsatte langsigtede og værdiskabende investeringer i energibesparende og miljøfremmende projekter, forklarer Henning Bæk.
Koncernen betalte cirka 355millioner kroner i selskabsskat i de lande, hvor den har aktiviteter. Heraf lægges en betydelig andel på ca. 155 millioner kroner i Danmark, og det placerer Aalborg Portland Holding blandt landets største skattebetalende selskaber.
Koncernen har et mål om en CO2-reduktion på 30 procent pr. tons cement frem mod 2030. Derfor har koncernen over de næste tre år afsat over 720 millioner kroner til investeringsprojekter, som skal styrke bæredygtigheden på globalt plan. Ikke mindst i Danmark, som har Europas største cementfabrik og er hjemsted for koncernens globale forsknings- og udviklingsafdeling.
I 2021 kom den nye cementtype Futurecem på markedet. Den har op til 30 procent lavere CO2-aftryk end konventionel cement, og markedsføringen er i fuld gang.
Herudover fortsætter arbejdet med at konvertere brændsler til mere bæredygtige alternativer via en øget andel af alternative brændsler, biomasse og gas samt undersøgelse af potentialet for CO2-fangst.
Vi har mange projekter i støbeskeen, og vi har endnu til gode at se den fulde effekt af flere af de investeringer, vi har foretaget de seneste år. Koncernen har et stærkt finansielt fundament til at være en aktiv medspiller i at tackle nogle af de store udfordringer, som vi, andre industrivirksomheder og samfundet står overfor. Nye teknologier og energimæssige infrastrukturer skal opbygges og modnes, og vi er klar til at bidrage til den udvikling og til indfrielsen af de nationale klimamål, siger Henning Bæk.
Aktuelt står Aalborg Portland Holding koncernen over for markant øgede energi-, fragt- og råstofpriser samt stigende priser på CO2-kvoter. Henning Bæk påpeger derfor, at der er behov for at sikre stabile og langsigtede rammevilkår, der understøtter virksomhedernes indtjenings- og konkurrenceevne, hvis den grønne omstilling i den energiintensive industri skal kunne videreføres med private investeringer.
Nøgletal DKK mio. | 2021 | 2020 |
Nettoomsætning | 10.116 | 9.133 |
Driftsresultat (EBITDA) | 2.448 | 2.075 |
Resultat før renter og skat (EBIT) | 1.630 | 1.301 |
Årets resultat | 1.122 | 931 |
Egenkapital | 8.388 | 7.741 |
Balancesum | 14.092 | 13.700 |
Rentebærende gæld | -914 | 6 |
EBITDA-margin | 24,2% | 22,7% |
Forrentning af investeret kapital (ROCE) | 13% | 10% |
Egenkapitalandel | 60% | 56% |
Rentebærende gæld/EBITDA-faktor | -0,4 | 0,0 |