Kontakt os her
Aalborg Portland A/S
Postboks 165, 9100 Aalborg
Rørdalsvej 44, 9220 Aalborg Øst
Telefon: +45 9816 7777
Telefax: +45 9810 1186
Greenport Scandinavia konsortiet – INEOS Energy, Wintershall Dea, Evida, Biocarb Solution, Hirtshals Havn og Greenport North – har i dag meddelt, at Aalborg Portland tilslutter sig konsortiet, der er et af de mest ambitiøse CCUS-projekter (Carbon Capture, Utilization and Storage) i Nordeuropa med ambitionen om, at Hirtshals bliver en hub for import og udskibning af betydelige mængder CO2.
Partnerne er gået sammen om at modne planer for at etablere faciliteter til sikker og effektiv håndtering af CO2 hele vejen fra udleder til permanent geologisk lagring i Greensand-lagrene eller til potentiel Power-to X-udnyttelse. Planerne omfatter etablering af rørledningsinfrastruktur på land og midlertidige lager-, og lastefaciliteter på Hirtshals Havn, som har betydelige udvidelsesplaner.
Greenport Scandinavia blev lanceret i december 2022 med del-formålet at bekæmpe klimaforandringer. Europa-Kommissionens forslag om at reducere drivhusgasudledningerne med mindst 55 % inden 2030 er et bidrag til at gøre Europa klimaneutralt senest i 2050. CO2-fangst og -lagring er et vigtigt middel til at nå disse mål, da de ikke kan opnås ved emissionsreduktioner alene.
Aalborg Portland, en del af den multinationale Cementir Holding, bekræftede for nylig sit mål om at opnå netto nuludledning i 2050 og forpligtede sig til et loft over udledninger på maksimalt 600.000 tons årligt i 2030, en reduktion på 73% i forhold til 2021.
– Vi er blevet en del af Greenport Scandinavia, fordi det er essentielt for Aalborg Portland at engagere sig i et ambitiøst projekt, der allerede er i gang, og som er i stand til at opbygge en stærk dansk CCS-infrastruktur og levere en pålidelig, sikker og omkostningseffektiv CO2-håndteringsløsning så hurtigt som muligt, siger Aalborg Portlands CCO, Michael Lundgaard Thomsen
Evida skal stå i spidsen for anlæggelsen af den danske CO2-rørledningskonstruktion. Fase 1 er en rørledning fra Aalborg til CO2 hubben i Hirtshals, der gør det muligt for virksomheder på en sikker og omkostningseffektiv måde at sende CO2 til permanent lagring i udtømte oliefelter i den danske del af Nordsøen.
Henrik Jensen, CCO i Evida, byder Aalborg Portland velkommen og siger:
– Rørført infrastruktur er afgørende for opskalering af CO2-fangst og -lagring og for at sikre pålidelig, sikker og omkostningseffektiv CO2-transport med adgang flere steder fra. I Evida har vi allerede igangsat planlægningen og designet af hovedrørledningen, og vi ser frem til yderligere samarbejde med CCUS-markedet om infrastrukturplanerne.
CEO Mads Gade fra INEOS Energy Danmark siger:
-Vi er begejstrede for at byde Aalborg Portland velkommen i konsortiet. Med erfaringerne fra Greensand-projektet som fundament vil Greenport Scandinavia muliggøre storskala-udnyttelse af Greensand lagringskapaciteten, som med succes blev testet offshore i Nini West-området i den danske del af Nordsøen i første kvartal af 2023. Forbindelsen til Greensand giver en unik mulighed for at høste stordriftsfordele i hele CCS-værdikæden til gavn for alle brugere af Greenport Scandinavia.
Wintershall Dea planlægger at etablere eksport af betydelige mængder CO2 fra Tyskland gennem Greenport Scandinavia.
Anne-Mette Cheese, Country Lead Denmark, Wintershall Dea Danmark, siger:
– Vi glæder os til at understøtte Aalborg Portlands ambitioner på CCS-området i Greenport Scandinavia. Deres involvering vil bidrage væsentligt til udviklingen af storskalaoperationer og bane vejen for en dansk CCS-importsatsning.
Steen Hintze, CEO hos Greenport North tilføjer:
– Siden begyndelsen af 2022 har vi arbejdet sammen med industrien på at etablere en komplet CCUS-værdikæde og -infrastruktur fra udleder til permanent opbevaring. Med Aalborg Portland ombord er vi nu i stor skala.
Skibsfarten fra Hirtshals til offshorelagring forventes at begynde i 2026, når lokale og regionale biogasanlæg, repræsenteret ved projektpartneren Biocarb Solution, begynder at udskibe CO2 fra Hirtshals.
CEO Per Holm Nørgaard, Hirtshals Havn, siger:
– Aalborg Portlands engagement i Greenport Scandinavia understreger projektets potentiale. Hirtshals Havn ligger ideelt i forhold til lagringsfelter i Nordsøen, og vi arbejder målrettet med en udvidelse af havnen. Det er en vigtig del af vores strategi, at havnen bliver en hub for lagring og udskibning af CO2.