Pressemeddelelse

Aalborg Portland Holdings årsregnskab 2020

Aalborg Portland Holdings årsregnskab 2020:

Øget indtjening sikrer solidt fundament for bæredygtige investeringer

 

Årsregnskabet for Aalborg Portland Holding Koncernen viser en stigning i omsætningen til 9,1 milliarder kroner og et resultat før renter og skat (EBIT) på 1,3 milliarder kroner. Med en lav rentebærende gæld og en høj egenkapital står koncernen solidt rustet til at foretage yderligere investeringer i vækst og bæredygtighed, og flere initiativer er allerede i gang.

Aalborg Portland Holding er moderselskabet for en række cement- og betonvirksomheder i blandt andet Belgien, USA, Tyrkiet, Egypten, Malaysia, Kina og i Norden, heriblandt datterselskaberne Aalborg Portland A/S og Unicon A/S.

Koncernen opnåede en omsætning på 9.133 millioner kroner, mens resultatet før renter og skat (EBIT) blev 1.301 millioner kroner, en stigning på godt 18 procent i forhold til 2019. Årets resultat efter skat blev 931 millioner kroner mod 710 millioner kroner året før.

– Trods et usædvanligt 2020 opnåede vi et resultat, der som helhed og med Covid-19 situationen taget i betragtning levede op til forventningerne. Igen kan vi glæde os over, at vi har sikret den højeste omsætning i koncernens historie, og at vi siden finanskrisen har haft mere end 10 års konstant vækst på toplinjen og en fortsat solid global indtjening, udtaler koncernøkonomi- og finansdirektør (CFO) Henning Bæk fra Aalborg Portland Holding.

 

– Det seneste år har vist, at de internationale markeder spiller en stadig vigtigere rolle for koncernen i forhold til både vækst og risikospredning. Sidste års aktiviteter i særligt Tyrkiet og Egypten bidrog til en solid stigning i omsætningen, og vi kan samtidig se resultatet af investeringer i de to lande, der sikrede os yderligere fremgang på vores driftsresultat, fortsætter Henning Bæk.

Væksten i 2020 var også drevet af en styrket position i Norden og de baltiske lande, hvor der var fremgang i Danmark og Sverige, mens Norge oplevede en tilbagegang i aktiviteten inden for bolig- og erhvervsbyggeri. Inden for færdigbeton investerer koncernen i en fortsat styrkelse af markedspositionen i Norden, og der projekteres med opgradering af flere anlæg, som tages i brug i indeværende år. Samlet bidrog Norden og de baltiske lande med cirka 46 procent af koncernens omsætning sidste år.

Vedvarende fokus gennem en årrække på effektivisering af driften, positive pengestrømme og solid indtjening har medvirket til at sikre en lav rentebærende gæld og en høj egenkapital. Med en sund økonomi og et solidt finansielt fundament har vi mulighed for at udføre langsigtede, værdiskabende og – ikke mindst – bæredygtige investeringer, forklarer Henning Bæk.

Aalborg Portlands aktiviteter i Danmark tæller i dag cirka 25 procent af koncernens samlede aktiviteter. Koncernen betalte cirka 285 millioner kroner i selskabsskat i de lande, hvor koncernen er repræsenteret, heraf en betydelig andel i Danmark på ca. 140 millioner kroner, og det placerer Aalborg Portland Holding blandt de største skattebetalende selskaber i Danmark.

Overskud til bæredygtige investeringer

Koncernen har fastlagt et mål om en CO2-reduktion på 30 procent frem mod 2030. Derfor har koncernen over de næste tre år afsat cirka 750 millioner kroner til investeringsprojekter, som skal styrke bæredygtigheden på globalt plan – herunder i Danmark, som blandt andet er hjemsted for koncernens globale forsknings- og udviklingsafdeling, der gennem flere årtier har været koncernens spydspids for innovation og bæredygtighed.

Som resultat af Aalborg Portland Holdings vedvarende fokus på bæredygtige initiativer kom verdensnyheden FuturecemTM, som er en ny cementtype med op til 30 procent lavere CO2-aftryk, på markedet i begyndelsen af 2021. Koncernens mål om at levere CO2-neutral fjernvarme til Aalborg Kommune svarende til 30.000 husstandes forbrug blev nået i 2020, mens en naturgasledning til fabrikken i Aalborg planlægges etableret i 2022 for at nedbringe udledningerne af CO2 med op til 40 procent i forhold til kul. Herudover er Aalborg Portland begyndt at undersøge mulighederne for CO2-fangst, -lagring og omdannelse til grønne brændsler.

– Vi er glade for at se resultaterne af de investeringer, vi allerede har foretaget, og vi har flere i støbeskeen. Vi ønsker at bidrage til indfrielsen af de nationale klimamål og investerer derfor betydelige beløb i fortsatte forbedringer for miljøet. Vores cirkulære samarbejder og udviklingen af fremtidens cement er resultater af vores proaktive tilgang til langsigtede og bæredygtige investeringer. For os er det et højt prioriteret område, som vi vil fortsætte med at dyrke til fordel for både vores konkurrenceevne og de samfund, vi er dele af, siger Henning Bæk.

Han påpeger dog, at rammevilkårene for den europæiske del af koncernen fortsat skal understøtte virksomhedernes indtjenings- og konkurrenceevne, hvis den grønne omstilling i den energiintensive industri skal kunne videreføres:

– Vi skal kunne forrente de investeringer, vi foretager. Derfor bør nationale reguleringer af de energiintensive erhverv tage hensyn til, at en meget betydelig del af koncernens europæiske produktion af cement eksporteres til lande uden for Europa, og at vores cementproduktion er i fuld gang med en grøn omstilling, som vil føre til en stadigt mere bæredygtig cementproduktion, slutter Henning Bæk.

Fakta Aalborg Portland Holding A/S

Se i fuldskærm

Nøgletal                    DKK mio.

2020 2019

Nettoomsætning

9.133 9.066

Driftsresultat (EBITDA)

2.075 1.906

Resultat før renter og skat (EBIT)

1.301 1.097

Årets resultat

931 710

Egenkapital

7.741 7.627

Balancesum

13.700 14.270

Rentebærende gæld

6 1.037

EBITDA-margin

22,7% 21,0%

Forrentning af investeret kapital (ROCE)

10% 8%

Egenkapitalandel

56% 53%

Rentebærende gæld/EBITDA-faktor

0,0 0,5
+

En del af en bæredygtig cementproduktion i Danmark

CALLISTE er et skridt på vejen mod en 30% CO2 reduktion i 2030. Læs roadmappet og bliv klogere på, hvordan vi kommer derhen.

Læs mere

Vil du vide mere om egenskaberne i FUTURECEM™?

Læs om cementens særlige egenskaber og anvendelsesmuligheder på vores produktside.

Læs mere

Har du set webinaret om FUTURECEM™?

Brian Dürr, Lasse Frølich og Jacob Thrysøe fortæller om FUTURECEM™ teknologien, cementens egenskaber, erfaringer i beton og godkendelse i betonstandarden.

Læs mere

Bliv opdateret på de nyeste artikler om FUTURECEM™

I vores downloadcenter kan du gå på opdagelse og læse seneste nyt om FUTURECEM™.

Læs mere