Pressemeddelelse

Stort EU-projekt udvikler teknologier til CO2-fangst

Stort EU-projekt udvikler teknologier til CO2-fangst

I et nyt fireårigt internationalt innovationsprojekt er Aalborg Portland gået sammen med partnere fra Danmark, Holland, Storbritannien, Rumænien, Grækenland, Kina og Canada om at muliggøre elektrokemisk reduktion af CO2-udledninger over hele verden. I det nye Horizon 2020-projekt skal DTU lede demonstrationsprojekter af strømbaserede teknologier til CO2-fangst, -anvendelse og -lagring.

DTU skal koordinere konstruktionen af mobile demonstrationsanlæg, som skal testes tre forskellige steder i EU; på Aalborg Portlands cementfabrik, hos det græske mineselskab Grecian Magnesite og hos det rumænske raffinaderi OMV Petron. De tre virksomheder har det tilfælles, at deres produktion uomgængeligt medfører en stor CO2-udledning. Demonstrationsanlæggene forventes at kunne opsamle omkring 100 kg COi timen, som derefter omdannes til brugbare kemikalier.

Indtil videre finder CO2-opsamling, -anvendelse og -lagring kun sted nogle få steder i verden, og det sker ofte ved brug af fossile brændstoffer til kedlerne, der regenererer det CO2-absorberende materiale. Det nye konsortium, der går under navnet ConsenCUS, ønsker at muliggøre CO2-fangst, -anvendelse og -lagring (Carbon capture, utilization, and Storage – CCUS) med strøm fra vedvarende kilder, så det kan gøres mere bæredygtigt og endda klimaneutralt.

– Vi skal have sat en prop i skorstenene. CO2’en skal fanges, og der er ingen vej udenom: Vi skal bruge strøm, og den skal komme fra vedvarende energikilder. Kemi i det 21. århundrede kommer til at være baseret på strøm, så selvfølgelig skal CO2-anvendelse og -lagring også være det, siger Philip Loldrup Fosbøl, lektor ved AT-CERE på DTU Kemiteknik.

 

– Hos Aalborg Portland er vi meget begejstrede over at være med i det stærke, internationale konsortium, hvor vi skal arbejde tæt sammen med DTU om at teste helt ny og effektiv CO2-fangstteknologi på vores cementfabrik. Det kan åbne nye muligheder for langt bedre økonomiske rammer for CO2-fangst, siger direktør for Aalborg Portland, Michael Lundgaard Thomsen og fortsætter:

 

– Samtidig skal projektet afsøge mulige synergier i klynge- og værdikædesamarbejde, hvilket vi betragter som helt essentielt for at lykkes med CCUS i storskala i Nordjylland, fordi det vil kræve inddragelse af flere aktører.

Sådan virker det

Konkret vil CO2-opsamlingen foregå på den måde, at en basisk væske binder CO2’en. Ved lav temperatur frigives CO2’en elektrokemisk og opsamles. Væsken kan genbruges til at fange mere CO2.

Den opsamlede CO2 vil blive brugt til at fremstille myresyre, som har en række anvendelser inden for den kemiske industri – f.eks. som brintkilde i transportsektoren og som byggeklods i plastindustrien. Det forventes, at anvendelsen af myresyre kommer til at vokse i fremtiden.

– I Dansk Gasteknisk Center beskæftiger vi os allerede med CO2 og brint. Derfor er det meget glædeligt, at vi får mulighed for at understøtte så stort et projekt med vores viden på området. På den måde kan vi bidrage til et både grønnere og mere fleksibelt energisystem, hvor sikkerheden fortsat har høj prioritet, udtaler CEO Thea Larsen.

Sideløbende vil man undersøge de muligheder og udfordringer, som CO2-teknologierne bringer for den lokale økonomi, geologien og samfundet. Det er målet, at regionale virksomheder kan arbejde sammen med regeringer og borgere for at foretage smarte investeringer i delt infrastruktur, såsom rørledninger eller midlertidige lagringssteder.

– Vi betragter anvendelsen af strøm inden for CO2-teknologier som en stor del af fremtiden. En fremtid hvor vi håber på, at Danmark kommer til at spille en stor rolle, både i form af arbejdsplader og forskning, siger postdoc Sebastian Nis Bay Villadsen, fra AT-CERE på DTU Kemiteknik.

Om ConsenCUS

ConsenCUS er en 4-årig international innovationsaktion under Horizon 2020-rammeprogrammet i EU.

Projektet undersøger, hvordan elektrokemisk drevne kulstofindfangnings- og konverteringsinnovationer kan kombineres med sikker transport og/eller opbevaring gennem økonomisk levedygtige netværk og klynger med særlig opmærksomhed på interaktionen mellem lokalsamfund og den teknologiske udvikling.

Konsortiet består af

  • Universitetet i Groningen, New Energy Coalition, Wetsus, Coval Energy (NL)
  • DTU, Geologisk undersøgelse af Danmark og Grønland, Dansk gasteknologicenter, Aalborg Portland (DK)
  • Heriot-Watt University, Robert Gordon University, OGTC Ltd, British Geological Survey (UK)
  • Centre for Research and Technology Hellas, Grecian Magnesite (GR)
  • OMV Petrom, Energy Policy Group (RO), Zhejiang University, Shanghai Jiao Tong University (CN)
  • University of Calgary (CA)