Pressemeddelelse

Fornyelse af flåden: Første skib har netop lagt til kaj i Aalborg

Aalborg Portland udskifter to udtjente skibe med tre spritnye, specialbyggede fragtskibe, der skal distribuere godt én million tons cement om året til siloanlæg i havne i Danmark og det øvrige Nordeuropa. Det første skib med navnet Aalborg White har allerede lagt til kaj ved Aalborg Portlands havn i Aalborg Øst, og de to resterende skibe forventes søsat inden udgangen af 2019.

Aalborg White er første skib i den nye flåde

Der er godt gang i cementproduktionen hos Aalborg Portland, der årligt producerer godt 2,4 millioner tons grå og hvid cement på fabrikken i Aalborg, som distribueres ud til syv siloanlæg i havne i Danmark samt siloanlæg i det øvrige Nordeuropa og USA. Det høje aktivitetsniveau er også blandt årsagerne til, at Aalborg Portland nu både fornyer og udvider sin flåde med tre nye skibe, mens to ældre skibe sendes på pension.

Det første nye skib, som er blevet døbt Aalborg White, har netop lagt til kaj ved Aalborg Portlands havn i Aalborg og skal udelukkende sejle med Aalborg Portlands særlige hvide cement, der går under samme navn som skibet selv.

– Vi har glædet os meget til, at det første af de nye skibe skulle anløbe vores havn, og vi ser frem til at få de øvrige to skibe sat i søen inden årets udgang. Med de nye skibe får vi en topmoderne flåde med en bedre brændstoføkonomi og en endnu større kapacitet, som sikrer at vi oven på de seneste års solide vækst inden for både grå og hvid cement fortsat kan opretholde vores høje leveringssikkerhed og korte leveringstid over for vores kunder i både ind- og udland, forklarer direktør Michael Lundgaard Thomsen fra Aalborg Portland.

Aalborg Portland har langtidsleaset de nye, specialbyggede skibe, der alle er selvlossende og fuldstændig støvfrie i forbindelse med både lastning og losning. Med en kapacitet på godt 4.000 tons per skib forventes den nye flåde at fragte godt en million tons cement om året, og der vil derfor være næsten daglige anløb til Aalborg Portlands havn i Aalborg.

I 2018 blev ca. 71 procent af cementen fra fabrikken i Aalborg fragtet med skib, og som følge af den øgede flådekapacitet forventer Michael Lundgaard Thomsen at kunne fastholde den høje andel af skibstransporter uanset vækst- og eksportpotentiale, hvilket er til stor gavn for både virksomhedens bundlinje og miljøet generelt. For mens Aalborg Portlands to nuværende skibe bruger ca. to tons skibsbrændstof om dagen per 1000 tons cement, vil de tre nye skibe dagligt bruge under ét ton per skib, hvilket svarer til en besparelse i brændstofforbruget per ton fragtet cement på ca. 55%:

– Med søsætningen af de moderne skibe får vi en flåde, der lever op til vores mål om at minimere energiforbruget ved transport, som er blandt hovedpunkterne på vores miljøledelsesdagsorden. Udskiftningen af de ældre skibe sker således også af miljømæssige og brændstoføkonomiske årsager, fortæller Michael Lundgaard Thomsen og fortsætter:

– Den øgede skibskapacitet gør det samtidig også muligt at flytte endnu mere cement til vands fremfor til lands i fremtiden, hvilket også har væsentlige miljømæssige fordele – særligt når det drejer sig om transporter over store afstande.

De to øvrige skibe, som begge opkaldes efter tidligere Aalborg Portland skibe, skal fragte den karakteristiske grå cement og forventes i drift i henholdsvis september og december 2019.

I filmen herunder kan du se, hvordan det så ud, da Aalborg White lagde til kaj ved Aalborg Portlands havn.